Den fortryllede hest

For længe siden, i byen Shiraz i Persien, fejrede kongen nytårsfesten. Hele dagen havde torvet været fyldt med musik, gøglere og brogede telte. Da solen gik ned og himlen blev rosa, trådte en fremmed frem for tronen. Han førte en hest, der skinnede som et sort spejl. 'Deres majestæt', sagde manden og bukkede dybt. 'Ingen af dagens undere kan måle sig med denne hest.' Kongen smilede lidt træt. 'Den er vel ikke andet end et smukt legetøj.' 'Slet ikke', svarede den fremmede. 'Sæt jer op på den, ønsk jer til et hvilket som helst sted i verden, og på et øjeblik er I der.'

Kongen pegede mod et bjerg langt borte. 'Hent et palmeblad fra foden af det bjerg.' Den fremmede svang sig op i sadlen og drejede på en lille skrue ved hestens hals. På et øjeblik løftede den sorte hest sig som et lyn og forsvandt på aftenhimlen. Et kvarter senere kom han ridende tilbage med et grønt palmeblad i hånden og lagde det smilende ved kongens fødder. Kongen blev målløs. 'Den hest skal være min', hviskede han. 'Sig din pris, hvad du end ønsker.'

Den fremmede smilede med sammenknebne øjne. 'Min herre, hesten er mig kærere end guld. Jeg giver den kun i bytte for prinsessens hånd, jeres ældste datter.' Hoffet sukkede af forbavselse. Prins Firouz Schah, kongens søn, blev rød af vrede. 'Fader, I kan ikke engang overveje et så frækt forslag!' Men kongen var allerede blevet forelsket i hesten og svarede betænksomt: 'Min søn, prøv den først. Hvem ved, om alt han siger er sandt?' Prinsen tøvede et øjeblik, bøjede sig så stift og steg op i sadlen. Den fremmede begyndte at hviske anvisninger, men prinsen, fuld af utålmodighed, drejede straks på skruen.

Den sorte hest løftede sig som en fugl og steg, og steg, og steg. Snart var paladset blot en glitrende mønt langt nede, og bjergene lignede folder i et tæppe. Vinden hvinede om prinsens ører og stjernerne tændtes én efter én. Da han endelig følte sig tilfreds med rejsen, drejede han skruen den anden vej, men intet skete. Han drejede igen. Og igen. Hjertet bankede hårdt. 'Jeg glemte at spørge, hvordan jeg kommer ned!' Prinsen tabte ikke modet. Forsigtigt kunne han med fingerspidserne mærke langs hestens hals, indtil han fandt en meget mindre tap nær det højre øre. Han drejede den, og hesten begyndte at dale blødt mod jorden.