Ræven der viste vejen hjem

Helt yderst i kanten af den store nordskov, hvor fyrretræerne stod tæt og vinden altid duftede af sne, boede en lille rødræv ved navn Ravn. Hun var ikke særlig stor, knap nok højere end en mospude, men hun kendte skoven bedre end nogen anden. Hun vidste, hvilke sten der skjulte varme huler under mosset, og hun vidste, hvilke stier der lå trygge under sneen. En vinteraften, da himlen var blødt lilla og stjernerne netop var tændt, sad Ravn på et væltet fyrretræ og spidsede ørerne mod vinden.

Pludselig vendte vinden. Den blev hårdere og skarpere, og fra nord kom en hvid tåge, der fejede ind mellem stammerne. Sneen begyndte at falde i store, hvirvlende fnug, og på få øjeblikke forsvandt månen bag skyerne. Ravn mærkede, hvordan kolde nåle lagde sig i hendes pels. Hun vidste, hvad det var: en af de store snestorme, der nogle gange rejste sig på en aftentime og dækkede hele skoven i hvidt. Hun vendte sig mod sin hule under granroden. Så hørte hun noget gennem vinden.

Det var en lyd, der ikke hørte hjemme i stormen. Ikke fyrretræernes susen, ikke vindens hvislen, men en tynd, klagende lyd. Ravn stivnede og lyttede. Der, igen. Det var nogen, der råbte. Hun genkendte tonen: det var rensdyrkalve, små og bange. Rensdyrene plejede at gå i flok over de store moser, men ingen kalv burde være alene ude i sådan en storm. Ravn tøvede. Hun var lille og var allerede næsten nået helt frem til sin varme hule. Men råbet kom igen, endnu tyndere nu.

Hun vendte sig og løb mod lyden. Sneen var allerede dyb, og for hvert skridt sank hun ned til maven. Hendes hale hvirvlede hvid af fnug. Hun fulgte råbene gennem hassel og enebær, forbi en stor sten, som hun kaldte Uglestenen, indtil hun kom ud til en åbning, hvor tre små rensdyrkalve stod tæt sammen. De var meget større end Ravn, hver kalv var høj som en birkestamme, men deres øjne var store og sorte af frygt. Da de fik øje på Ravn, vigede de tilbage. En lille ræv betød ikke tryghed for en rensdyrkalv.