Frøprinsen

Der var engang en ung prinsesse, som boede i et stort slot ved kanten af en mørkegrøn skov. En smuk eftermiddag tog hun sin hætte og sine træsko på og gik ud for at vandre alene mellem træerne. Solen skinnede varmt mellem løvet, og fuglene sang fra høje grene. Midt inde i skoven lå en kølig brønd, hvor vandet var klart som glas og koldt som sne. Der satte prinsessen sig ned på en mosgroet sten for at hvile. I hånden holdt hun sit allerkæreste legetøj, en gylden bold, der glimtede i solen. Hun kastede den op i luften og greb den igen, gang på gang, og lo højt i den stille skov.

En gang kastede hun bolden alt for højt. Den gled mellem hendes hænder, sprang én gang mod stenen og trillede ned i brøndens mørke vand. Prinsessen sprang frem og bøjede sig ud over kanten, men brønden var så dyb, at hun ikke kunne se bunden. Bolden var væk. Da begyndte hun at græde, og tårerne faldt ned i det kølige vand. 'Åh,' hulkede hun, 'hvis jeg blot kunne få min gyldne bold tilbage, ville jeg give alt, hvad jeg ejer, mine fine klæder, mine perler og alle mine ædelstene. Jeg ville give hele min lille verden væk.' Skoven lyttede stille, og vinden rørte næppe ved et eneste blad.

Pludselig dukkede et tykt hoved op af vandet, blankt og vådt, med store gule øjne. Det var en frø. 'Prinsesse, hvorfor græder du så bittert?' spurgte frøen med en blød, klar stemme. Prinsessen tørrede tårerne og svarede, halvt forundret, halvt vred: 'Åh, hvad kan du da gøre for mig, din grimme frø? Min gyldne bold er faldet ned i brønden, og nu ligger den langt nede i mørket.' Frøen så roligt på hende. 'Jeg bryder mig ikke om dine perler eller dine ædelstene eller dine fine klæder,' sagde han. 'Men hvis du vil holde af mig og lade mig bo hos dig, spise af din lille gyldne tallerken og sove på din pude, så skal jeg hente din bold op igen.'

'Sikket sludder denne tåbelige frø sludrer,' tænkte prinsessen ved sig selv. 'Han kan jo alligevel ikke komme op af brønden for at besøge mig. Jeg kan lige så godt love ham, hvad han vil, bare jeg får min bold igen.' Og så sagde hun med lys stemme: 'Ja, ja, kære frø, hvis du henter min bold op, så skal jeg gøre alt, hvad du beder om.' Frøen nikkede tilfreds og stak hovedet ned i vandet. Han dykkede dybt, dybt, så dybt, at prinsessen troede, han aldrig ville komme tilbage. Men efter en lille stund stak han hovedet op igen, og i munden bar han den gyldne bold. Han kastede den forsigtigt op på den mosgroede kant, hvor den trillede helt hen til hendes fødder.