Den gyldne gås

Der var engang en dreng, der hed Tumling. Han var sød og glad. Men alle lo ad ham. Hans brødre var store og kloge. Tumling var lille og blød. Han boede i et lille hus ved skoven. Og i skoven, mellem mosset, ventede et eventyr.

Den ældste bror gik først til skoven. Han havde en sød kage og en flaske saft. En lille grå mand kom frem mellem træerne. 'Må jeg få et stykke?' spurgte manden. 'Nej!' sagde broren. 'Det er min kage!' Så huggede han med øksen, men øksen smuttede. Av! Han måtte gå hjem og binde om armen. Snip-snap.

Så gik den næstældste bror til skoven. Også han havde en sød kage og en flaske saft. Den lille grå mand kom frem igen. 'Må jeg få et stykke?' spurgte han. 'Nej, den er min!' sagde broren. Og svisj! Øksen smuttede igen. Denne gang ramte den hans ben. Av-av-av. Hjem måtte han også gå.

Nu var det Tumlings tur. 'Må jeg ikke gå?' bad han. Hans mor rystede på hovedet. Men han bad og bad. 'Så går du da,' sagde hun. Hun gav ham en hård lille kage af aske. Og en flaske sur saft. Det var alt. Tumling smilede alligevel. 'Tak, mor!' Og så gik han glad mod skoven.

Den lille grå mand kom frem mellem træerne. 'Må jeg få et stykke?' spurgte han blidt. 'Jeg har kun askekage og sur saft,' sagde Tumling. 'Men det vi har, det deler vi.' De satte sig i mosset. Og se! Askekagen blev en sød kage. Den sure saft blev sød vin. 'Mums!' sagde Tumling. Manden smilede.

'Du har et godt hjerte,' sagde manden. 'Hug det gamle træ der. Du finder noget fint ved roden.' Tumling huggede og huggede. Tjung! Træet faldt. Og mellem rødderne sad en gås. Men ikke hvilken som helst gås! Hendes fjer var af rent guld. De glimtede som solen. 'Åh!' hviskede Tumling.

Tumling tog gåsen i favnen. Hun kurrede roligt. 'Gak-gak.' Han gik mod et værtshus for at sove. Der boede tre søstre. Da de så den gyldne gås, blev de helt henrykte. 'En guldfjer! Jeg må have en!' hviskede den ældste. Hun listede frem, da Tumling gik ud. Hun strakte sig frem. Og rørte ved gåsen.