Hans og Grete

Ved kanten af en stor og mørk skov boede der engang en fattig brændehugger med sin kone og sine to børn. Drengen hed Hans og pigen hed Grete. De havde aldrig særlig meget at spise, og da der kom stor sult over landet, kunne manden ikke længere skaffe selv det daglige brød. En aften, da han lå søvnløs i sin seng, vendte han sig urolig og sukkede dybt. 'Hvordan skal det gå os?' hviskede han til sin kone. 'Hvordan skal vi mætte vore stakkels børn, når vi ikke har noget til os selv engang?'

'Du, hør her,' sagde konen. 'Tidligt i morgen tager vi børnene med længst ind i skoven, hvor den er tættest. Vi gør en ild til dem og giver dem hver sit sidste stykke brød. Så går vi til vort arbejde og lader dem blive tilbage. De finder aldrig hjem igen, og så er vi af med dem.' 'Nej, kone,' sagde manden, 'det gør jeg ikke. Hvordan skal jeg holde ud at lade mine børn være alene i skoven, hvor vilde dyr snart kommer og river dem i stykker?' Men konen skændte og blev ved, til han til sidst gav efter, selvom hjertet var tungt.

Hans og Grete havde også ligget vågne af sult og hørt hvert eneste ord. Grete græd bittert og hviskede: 'Nu er det ude med os, Hans.' 'Vær ikke bange, lillesøster,' sagde Hans, 'jeg skal nok finde på noget.' Og da de gamle var faldet i søvn, tog Hans sin lille frakke på, listede ud ad døren og stod stille på trinet. Månen skinnede klart, og de hvide småsten foran huset glimtede som sølvmønter. Hans bøjede sig ned og fyldte hele sin lomme med dem. Så listede han ind igen og sagde til Grete: 'Sov roligt, lillesøster. Den gode Gud forlader os ikke.' Og så sov de begge ind.

Tidligt i grålysningen, endnu før solen var stået op, vækkede konen børnene. 'Op med jer, dovenkroppe! Vi skal ind i skoven og hente brænde.' Hun gav hver sit lille stykke brød og sagde: 'Det er til middagsmad, men spis det ikke op før, for andet får I ikke.' Grete stak brødet ind under sit forklæde, for Hans havde allerede lommen fuld af småsten. Så gik de sammen mod skoven. Af og til standsede Hans og kiggede tilbage mod huset. 'Hans, hvad står du og stirrer på?' spurgte faren. 'Jeg ser på min lille hvide kat, der sidder på taget og vil sige farvel,' svarede Hans. Men i hemmelighed lod han en lille sten falde på vejen, én efter én.