Hanuman bærer bjerget

Langt borte, på en grøn ø der hed Lanka, var dagens kampe endelig stilnet. Stjernerne tændtes én efter én over det stille hav, og vinden bar med sig dufte af salt, jasmin og kølige blomster fra haverne. Prins Rama sad på en lav sten ved stranden, med sin lillebror Lakshmana forsigtigt hvilende i sit skød. Ved siden af dem stod den modige abe Hanuman, helt stille, med hænderne foldet over hjertet. Alt var roligt nu, så stille at man kunne høre de små bølger tælle deres eget skum. Men Rama turde knap nok trække vejret, for han var bange for at selv et dybt åndedrag ville vække noget ondt igen.

Lakshmana havde kæmpet tappert hele den lange dag, men en pil fra den listige troldmand Meghanada havde ramt ham. Nu lå han helt stille i Ramas skød, og hans åndedræt var lige så lille og let som fjerdun der falder. Rama strøg ham blidt over panden, først én gang, så én gang til. 'Vågn op, lillebror,' hviskede han. 'Du behøver ikke at gøre noget. Bare vågn op.' Men Lakshmana sov en søvn der var tungere end almindelig søvn, og vinden bar kun hans navn videre ud over det mørke hav, som om bølgerne også ønskede at han skulle åbne øjnene igen.

Da trådte den vise gamle læge Sushena frem fra skyggerne under palmerne. Hans skæg var langt og hvidt som månebelyst sne, og hans stemme var rolig som en lampe der brænder stille. Han satte sig på hug ved siden af Lakshmana, lagde den ene hånd mod hans bryst og lyttede en lang, lang stund. Så rettede han ryggen og sagde: 'Der findes en urt som kan vække ham. Den vokser kun på ét eneste bjerg, højt oppe i Himalaya, hvor sneen møder himlen og morgentågen hviler i kløfterne. Men nogen må hente den, inden natten er forbi, for ellers sover Lakshmana for dybt til at finde hjem.'

Rama så op mod stjernerne. Vejen til Himalaya var umådeligt lang, længere end mange hundrede dages vandring for et almindeligt menneske, og natten havde allerede spist en bid af sine egne timer. Han vendte blikket mod Hanuman, og Hanuman smilede sit rolige, varme smil, det som altid fik mennesker til at føle sig trygge. 'Kære ven,' sagde Rama, og stemmen rystede en smule, 'kun du kan flyve så langt og så hurtigt. Vil du hjælpe min lillebror?' Hanuman bukkede dybt, så dybt at hans pande næsten rørte sandet. 'Før månen står højest,' lovede han stille, 'er jeg tilbage. Det lover jeg dig, Rama, af hele mit hjerte.'