Kompasset i det hule egetræ

Sent en eftermiddag, da skyggerne begyndte at blive lange hen over græsset, sad mormor i sin køkkenstol og fortalte om et messingkompas, hun havde tabt, da hun var en lille pige. Hendes øjne glimtede lidt, da hun nævnte det, som om kompasset stadig pegede et sted inde i hende. Astrid, der var tolv år, lyttede opmærksomt. Hendes lillebror Bo, der var syv, holdt vejret. 'Hvor tabte du det, mormor?' spurgte Astrid til sidst. Mormor kiggede ud ad vinduet mod skoven og smilede. 'I det hule egetræ,' sagde hun. 'Men det er længe siden. Det er der nok ikke længere.'

Astrid og Bo udvekslede et blik. Det blik havde ikke brug for ord. Da mormor var faldet i søvn i lænestolen, tog de støvlerne på, snørede jakkerne tæt og tog en lille lommelygte, et æble og en kniv med træskaft, som far havde givet Astrid. 'Vi går bare til egen,' hviskede Astrid, 'og hjem igen, inden stjernerne kommer frem.' Bo nikkede alvorligt, som om han havde en meget vigtig opgave. Skoven begyndte lige bag mormors æbletræ. En sti snoede sig ind mellem birkene, og derfra vidste de, at egen stod et sted dybt inde, hvor mosset var tykkest.

Stien var blød under støvlerne og duftede af regn og harpiks. Bo gik forrest og pegede på alt, hvad han så: en gul svamp, et spor efter et rådyr, et spindelvæv, der hang som et halskæde mellem to grene. Astrid lod ham gå forrest, for hun vidste, at skoven føltes mindre stor, hvis man fik lov at pege på den. Efter et stykke tid kom de til en bæk. Den var ikke dyb, men den var bred, og vandet klukkede lavt mellem stenene. Tværs over bækken lå en mosgroet lille træbro, så gammel at mosset var groet hen over rækværket.

'Tror du, den bærer?' hviskede Bo. Astrid lagde en hånd på rækværket og mærkede efter. Træet var fugtigt, men fast. 'Den har stået her længe,' sagde hun. 'Den klarer os.' De gik over, et skridt ad gangen, og broen sukkede lidt under dem, som om den vågnede. Midt på broen standsede Bo og kiggede ned i vandet. En lille sølvfarvet fisk dirrede forbi og forsvandt under en sten. 'Hej,' hviskede Bo til fisken. Astrid smilede. På den anden side af broen føltes skoven straks lidt anderledes, mere hemmelig, som et rum, man lige er trådt ind i.