Kajakken på stjernernes flod

Ved kanten af en stille skovsø lå en lille trækajak. Hun hed Lillan. Hendes træ var lyst og glat, og hendes næse pegede mod vandet. Om dagen sov Lillan i sivet. Om natten lyttede hun til søen. Denne nat var himlen klar og fuld af stjerner.

Lillan kiggede ned i vandet. Der lå stjernerne også, helt stille. En, to, tre, så mange man kan tælle. Søen var som et spejl. Den var som en himmel under en himmel. Lillan syntes, det var det fineste, hun havde set. Hun lå helt stille og kiggede bare.

Så skete der noget mærkeligt. Vandet begyndte at røre sig, selvom det ikke blæste. Stjernerne i søen begyndte at drive. De gled langsomt, langsomt, som blade på en blød å. Søen var ikke længere en sø. Den var en flod. En stille flod lavet af stjerner. Lillan mærkede, hvordan vandet løftede hende.

På Lillans næse satte der sig en lille natsværmer. Han var grå og blød, med vinger som dun. 'Må jeg komme med?' hviskede sommerfuglen. 'Ja', svarede Lillan uden ord. Sommerfuglen lagde vingerne sammen og blev helt stille. Floden førte dem langsomt frem. Skoven hviskede godnat bag dem. Sivet vinkede farvel. Rejsen var begyndt.

Floden steg langsomt opad. Lillan mærkede det knap. Vandet hældede bare lidt, som en blød bakke man kan glide ned ad, bare den anden vej. Snart var skoven langt nede. Husene i byen var små som legetøj. Lillan så sin egen sø som en lille sølvdråbe. Hun var på vej op til himlen.

Den første hun mødte var en stor bjørn. Han var lavet helt af stjerner. Han gik langsomt hen over himlen, én pote ad gangen. Bjørnen kiggede på Lillan med venlige øjne. 'God rejse', mumlede han. 'Tak', hviskede Lillan tilbage. Så gled hun forbi, roligt og stille. Bjørnen fortsatte sin lange tur.

Længere fremme lå en lang, søvnig drage. Hun var slynget som en flod selv. Hendes skæl glitrede i tusind farver. Da Lillan kom nær, åbnede dragen ét øje. Hun pustede en lille sky af stjernestøv ud. 'Hallo der, lille båd', sagde dragen venligt. Så lukkede hun øjet igen. Hun sov videre.