Spejlet der kun viste venlighed

I en lille by mellem bakkerne, hvor tagene var røde og skorstenene altid røg lidt om morgenen, stod der en gammel brønd på torvet. Brønden var af sten og havde stået der så længe, at ingen længere huskede, hvem der havde bygget den. En aften, da himlen var lyserød og flagermusene begyndte deres bløde cirkler, kom en gammel mand gående over torvet. Hans kappe var lappet, og hans sko var støvede, men øjnene var rolige som en stille sø. Han hed Orvar, og han havde været troldmand engang. Nu var han bare træt.

Orvar gik hen til brønden og satte sig på kanten. Fra sin inderlomme tog han noget lille frem, indpakket i blåt fløjl. Det var et spejl, ovalt, knap større end hans håndflade, med en ramme af sølv så tynd, at den lignede et spindelvæv. Han holdt det op mod aftenlyset og smilede lidt, som om han og spejlet kendte hinanden godt. 'Du har tjent mig længe', sagde han blødt. 'Nu skal du tjene en anden.' Så trykkede han forsigtigt spejlet ind i en revne i brøndstenen, hvor det glimtede og sad fast, som om stenen altid havde ventet på det.

Da spejlet sad på plads, rejste Orvar sig langsomt. Han børstede lidt støv af sin kappe og så op mod himlen, hvor den første stjerne netop var tændt. 'Spejl', sagde han stille, 'du viser kun det, der er venligt. Intet andet. Det er min sidste gave.' Han nikkede en gang til brønden, sådan som man nikker til en gammel ven, og gik så hen over torvet. Hans skridt var langsomme, men sikre. Da han forsvandt om hjørnet ved bageren, virkede det som om luften selv åndede ud, som om noget stort lige var blevet fuldført.

Næste morgen var torvet fyldt med mennesker. Bageren bar sine nybagte brød ud, fiskehandleren stillede sine pølser frem, og børnene løb forbi med kinder røde af morgenluften. Ingen vidste endnu, hvad der var sket ved brønden. Det var en kvinde, der hed Greta, som først så spejlet. Hun var gået derhen for at hente vand. Da hun bøjede sig frem for at dreje håndsvinget, blinkede noget ved siden af hende. Hun satte spanden fra sig og kiggede. Og der, i stenen, sad et lille ovalt spejl, som hun sikkert var gået forbi tusinde gange før.