Momotaro, ferskendrengen

For længe, længe siden, i et lille hus ved foden af de grønne bakker i Japan, boede en gammel mand og en gammel kone. De var fattige bønder og måtte arbejde hårdt hver dag for at tjene deres ris. Den gamle mand gik hver morgen ud for at slå græs til naboerne, og den gamle kone blev hjemme, passede huset og arbejdede i deres lille rismark. Mere end noget andet i verden ønskede de sig et barn, men et barn var aldrig kommet. Hver aften, når de sad ved den lille ild, sukkede de stille sammen og håbede, at himlen en dag ville høre dem.

En tidlig sommermorgen gik manden som sædvanlig op i bjergene for at slå græs, og konen tog en kurv med beskidt tøj og gik ned til floden for at vaske. Vandet var klart som krystal, og små fisk svømmede frem og tilbage mellem stenene. Piletræernes bløde dusker nikkede i vinden, og græsset på flodbredden glimtede som grønt fløjl. Konen satte sig ved kanten, dyppede tøjet i vandet og gned det mod en sten. Hun følte sig glad uden helt at vide hvorfor, som om noget fint var ved at ske netop denne dag.

Lige da hørte hun et blødt plask, og noget stort kom duvende ned ad floden. Hun så op og kunne næsten ikke tro sine egne øjne. En kæmpemæssig fersken, lyserød og gyldenskinnende, drev mod hende med strømmen. I hele sit lange liv havde hun aldrig set sådan en fersken. 'Den må smage vidunderligt,' hviskede hun. 'Jeg må tage den med hjem til min gamle mand.' Hun strakte armen ud, men ferskenen flød for langt ude. Da kom hun i tanke om en gammel sang og begyndte at klappe i hænderne i takt: 'Vandet langt borte er bittert, vandet nær er sødt. Gå forbi det bitre og kom her til det søde!'

Og se! Ferskenen begyndte straks at bevæge sig nærmere flodbredden, nærmere og nærmere, indtil den standsede lige foran hendes hænder. Den gamle kone løftede den op og blev forundret over, hvor tung den var. Hun lagde tøjet tilbage i bambuskurven, lagde ferskenen over armen og skyndte sig hjem så hurtigt, hendes ben kunne bære hende. Hele vejen tænkte hun på, hvad hendes mand ville sige. Tiden gik langsomt, mens hun ventede, men til sidst, da solen sank bag bakkerne, kom manden tilbage med et stort bundt græs på ryggen, så stort at hun næsten ikke kunne se ham.