Mor Holle og fjerdynerne i skyerne

I en lille landsby ved skovbrynet boede en pige, der hed Elin. Hun var venlig og flittig, og hver morgen satte hun sig ved den gamle brønd i gården for at spinde sit hør. Solen vandrede over himlen, vinden nynnede i ellene, og rokken surrede som en søvnig humlebi. Elin sang stille for sig selv, mens tråden voksede mellem hendes fingre.

En dag arbejdede Elin så ivrigt, at hun stak sig på tenen, og en lille rød dråbe faldt på tråden. Hun bøjede sig frem over brøndkanten for at skylle tenen ren i det kølige vand. Men tenen gled ud af hendes hånd, blinkede én gang i solen og forsvandt ned i det dybe, mørke vand. Elin holdt vejret og stirrede ned i brønden.

Hun vidste, at hun ikke kunne komme hjem uden sin ten. Elin trak vejret dybt, lænede sig fremad og sprang lige ned i brønden. Vandet lukkede sig om hende, men det var ikke koldt, det var blødt som mos og stille som en drøm. Hun faldt langsomt, langsomt, som om en usynlig hånd bar hende nedad, og hendes øjenlåg blev tunge.

Da Elin åbnede øjnene igen, lå hun på den smukkeste eng, hun nogensinde havde set. Græsset var grønt som en sommereng, blomsterne lyste i alle farver, og himlen var et blødt, klart blåt, som strakte sig så langt øjet rakte. Der duftede af nybagt brød og modne æbler. Elin rejste sig langsomt og så sig omkring, helt forundret.

Hun vandrede over engen og kom snart til en stenovn, hvor der bagtes brød. Brødene råbte med små, varme stemmer: 'Tag os ud, tag os ud, ellers brænder vi på!' Elin tøvede ikke. Hun tog en lang brødspade og trak forsigtigt det ene gyldne brød efter det andet ud og stillede dem på en mosgroet sten for at køle af.

Lidt længere borte så Elin et æbletræ helt fyldt med røde, skinnende æbler. Træet rystede let på grenene og sagde: 'Ryst mig, ryst mig, mine æbler er helt modne!' Elin lagde armene om den knortede stamme og rystede så forsigtigt, hun kunne. Æblerne faldt som en blød regnbyge, og hun samlede dem pænt i en lille bunke under grenene.