Numa og den vise nymfe Egeria

For længe siden, i de bløde bakker nord for Rom, boede en mand, der hed Numa. Han kom fra et folk, der blev kaldt sabinerne, og allerede som ung var han kendt som den roligste mand i hele egnen. Mens andre unge mænd kappedes om, hvem der kunne løbe hurtigst eller kaste spyd længst, satte Numa sig hellere ved sin fars ildsted og læste, eller vandrede ud i olivenlundene, når skumringen kom. Han talte lavt, og han lyttede længe, før han svarede. Folk i landsbyen sagde, at han havde en sjæl bygget til stilhed, som om aftenlyset selv havde formet ham.

Numa giftede sig med en mild kvinde, der hed Tatia, og i tretten år boede de sammen på deres lille gård mellem figentræerne. Men da Tatia døde, blev Numa stille på en ny måde. Han forlod landsbyen og flyttede ud i lundene og markerne, der var helliget guderne. Der byggede han sig en enkel hytte af flettede grene, og der levede han med bierne og gederne og de sky rådyr. Han stod op før daggry for at se solen farve bakkerne rosa. Han sad ved kilderne, når vinden rørte aspetræerne. Det var ikke sorg, der drev ham derud, hviskede folk i landsbyen. Det var noget andet, noget ingen havde ord for.

Blandt alle lundene var der én, som Numa holdt mest af. Den lå dybt inde mellem bakkerne, hvor en kilde flød ud af sten og samlede sig i en mørk, klar dam. Cypresser stod om vandet som tavse vogtere, og under dem voksede blød grøn mos, der tog imod fødderne uden lyd. Om aftenen, når månen stod op, lagde dens sølv sig over vandfladen, og hele lunden åndede langsomt som et sovende dyr. Hertil gik Numa, når han ville tænke. Hertil gik han også, når han slet ikke ville tænke, men blot sidde og lytte til, hvordan kilden hviskede til stenene. Og det var her, en aften under stjernerne, at der skete noget, som skulle forandre hans liv.

Numa sad på sin vante plads på en sten ved kilden. Månen var rund og bleg, og vandet var helt stille. Pludselig så han, at månelyset i dammen samlede sig, som om nogen venligt trak det sammen med en usynlig hånd. Og ud af skæret trådte en skikkelse. Hun var ung og alvorlig, klædt i en kappe, der skinnede som vand over sten. Håret bar hun løst, og i det sad små bladkranse af laurbær. 'Vær ikke bange, Numa,' sagde hun med en stemme, der var lige så stille som vinden mellem cypresserne. 'Jeg hedder Egeria. Jeg er nymfe i denne lund, og jeg har set dig komme her mange aftener. Jeg tror, du har noget at lytte efter. Jeg tror, du har noget at lære.'