Pinocchios første dag

For længe siden, i en lille landsby i Italien, fandtes der et stykke brænde. Det var ikke noget fint stykke, bare en almindelig kævle af den slags, man lægger på pejsen om vinteren. En morgen havnede kævlen i tømrer Mester Antonios værksted. Alle kaldte ham Mester Kirsebær, for spidsen af hans næse var rund og rød og blank som et modent kirsebær. ”Den her passer lige til et bordben”, sagde han og løftede øksen. Men netop som han skulle hugge, hørte han en lillebitte stemme bønfalde: ”Vær venlig ikke at slå så hårdt!”

Mester Kirsebær kiggede til alle sider. Under bænken? Tomt. I skabet? Tomt. Blandt spånerne? Tomt. Han rystede på hovedet og begyndte at høvle. Da lo den samme stemme: ”Stop! Det kilder i maven!” Mester Kirsebær satte sig pladask på gulvet, fuldstændig skrækslagen. I samme øjeblik bankede nogen på døren. Det var hans gamle ven Geppetto, der var kommet for at bede om et stykke træ. Han ville lave en marionet, der kunne danse, fægte og slå kolbøtter, og rejse verden rundt med den. Mester Kirsebær gav ham straks den mærkelige kævle, og var bare glad for at slippe af med den.

Geppetto boede i et lille rum i stueetagen, med en gammel stol, en rangle seng og et vakkelvornt bord. På væggen over for døren var der malet en pejs, med en gryde malet ovenover, så det næsten så ud, som om dampen steg på rigtigt. Men nogen rigtig ild var der ikke, og rigtig mad var der heller ikke. Geppetto tog sit værktøj frem og begyndte straks at snitte. ”Hvad skal jeg kalde dig?” mumlede han. ”Jeg tror, jeg kalder dig Pinocchio. Det navn skal gøre dig lykkelig.” Og så snittede han hår, pande og øjne. Da øjnene var færdige, bevægede de sig og stirrede lige på ham.

Så snittede Geppetto næsen. Næppe var den færdig, før den begyndte at vokse. Den voksede og voksede og voksede, til den blev så lang, at der næsten ikke var nogen ende på den. Geppetto skar og skar, men jo mere han skar, desto længere blev næsen. Til sidst lod han den være. Så snittede han munden, og munden begyndte straks at le ad ham og række tunge. Geppetto sukkede og fortsatte: hagen, halsen, skuldrene, maven, armene, hænderne. Og netop som han skulle lægge sidste hånd på fingerspidserne, mærkede han, at nogen rev parykken af hans hoved. Pinocchio holdt den triumferende i vejret.