Prins Ahmed og feen Pari-Banou

For længe siden, i et rige i Indien, sad en gammel sultan på sin trone. Han havde tre sønner, som han elskede højt. Den ældste hed Houssain, den næstældste Ali, og den yngste Ahmed. I paladset boede også en ung prinsesse, der hed Nouronnihar. Hun var sultanens niece, og hun var lige så klog, som hun var smuk. Da brødrene blev store, opdagede sultanen noget bekymrende: alle tre prinser var blevet forelskede i den samme pige. Han kunne ikke give én prinsesse til tre prinser, så han havde brug for en plan.

Sultanen samlede sine sønner og sagde: 'Mine børn, I skal rejse ud i verden, hver til sin side. Den af jer, der finder den mest enestående sjældenhed, skal få lov at gifte sig med jeres kusine Nouronnihar. I har et år. Så mødes I ved karavanseraiet, hvor vores veje deler sig.' Brødrene kyssede deres fars hånd og lovede at gøre deres bedste. Ved daggry red de ud gennem den samme byport. Ved det første vejskel omfavnede de hinanden, og hver af dem valgte sin egen sti. Houssain red mod kongeriget Bisnagar. Ali red mod Persien og byen Sheerauz. Ahmed, den yngste, red mod Samarkand.

I Bisnagar gik Houssain gennem basaren og standsede forundret ved en udråber, der rakte et lille tæppe frem. 'Den, der sætter sig på dette tæppe,' sagde udråberen, 'og ønsker sig til et andet sted, ender der i samme øjeblik.' Houssain prøvede, og fandt sig straks i sit eget værelse. Han betalte fyrre guldpunge og var tilfreds. I Sheerauz så Ali en udråber med et elfenbensrør. 'Kig gennem røret,' sagde manden, 'og du ser, hvad du ønsker at se.' Ali kiggede og så sin far på tronen. Han købte røret. I Samarkand fandt Ahmed noget lige så mærkværdigt: et kunstigt æble, der helbredte alle sygdomme blot ved at man indåndede dets duft. Han betalte og red glad mod mødestedet.

Da året var omme, samledes brødrene ved karavanseraiet og viste stolt deres fund frem. De ville prøve alle tre. Ali kiggede gennem røret for at se prinsesse Nouronnihar, og stivnede i ansigtet. 'Hun er alvorligt syg,' hviskede han. 'Hendes tjenestepiger græder ved sengen. Hun dør snart.' Alle tre så hende i røret, og Ahmed mærkede hjertet synke. 'Sæt jer på tæppet!' råbte Houssain. 'Og jeg har æblet,' sagde Ahmed. På et øjeblik stod alle tre ved Nouronnihars seng. Ahmed rakte æblet frem, hun indåndede duften, slog øjnene op, og var rask.