Stállu og den modige samiske dreng

Langt oppe på den stille fjeldhede stod en lavvu af grove stænger og bløde rensdyrskind. Inde i lavvuen passede Áilus mormor på ilden. Hendes hænder var fulde af ro, og hendes stemme lød som en lav joik. Áilu var otte år. Han havde sort hår, varme øjne og en hue af blå uld med fire runde toppe. Uden for lavvuen faldt sneen langsomt, som om himlen trak vejret. Renerne stod i en løs ring og tyggede lav. Alt var stille. Næsten.

Mormor kiggede op fra ilden. 'Áilu', sagde hun venligt, 'tæl renerne en gang til.' Áilu nikkede og gik ud i det blå tusmørke. Han talte dem på sin egen måde, langsomt og uden hast. En, to, tre, fire ... han kom til tyve. Så manglede der en. Den lille ren Lásse, ham med den hvide plet i panden, var ikke med i flokken. Áilu gik tilbage ind i lavvuen. 'Mormor', sagde han stille, 'Lásse er væk.'

Mormor lagde en blød hånd på Áilus skulder. 'En lille ren går aldrig langt', sagde hun. 'Han bliver, hvor der lugter af lav, og hvor vinden ikke bider. Følg sporene og vær stille. Den, der er stille, ser alt.' Hun gav ham et stykke tørret rensdyrkød i lommen og bandt huens bånd under hagen. Áilu tog sin lille kniv i bæltet og rensdyrskindstasken over skulderen. Så gik han ud igen. Sneen knasede blødt under hans støvler.

Sporene efter Lásse var tydelige i den nye sne. To små klovaftryk ved siden af hinanden, så to til, omkring en armslængde længere fremme. Áilu gik efter dem. Tusmørket blev dybere, og himlen fik en mørkeblå farve som mormors fineste nederdel. Stjernerne begyndte at åbne øjnene, én efter én. Hans åndedræt blev til små hvide skyer foran munden. Sporene førte i en lang, snoet bue mod birkeskoven mod øst. Áilu fulgte efter, rolig og stille.

Ved kanten af birkeskoven stoppede Áilu helt stille. Mellem stammerne, ikke langt væk, stod et meget stort væsen. Det var højere end det højeste træ, men det lænede sig op ad en gammel fyr og sov næsten. På hovedet havde det en hat af tyk mos, og i skægget sad der blade og små rensdyrlaver. Det var Stállu, fjeldets gamle kæmpe. Áilu vidste, hvad mormor plejede at sige. Stállu er ikke ond. Han er bare stor, gammel og altid lidt træt.