De syv ravne

I et lille hus ved skovbrynet boede en pige, der hed Liv. Hun var den yngste i familien, og hun havde aldrig mødt sine syv storebrødre. Mor sagde altid, at de var forsvundet for længe siden, allerede før Liv blev født. 'Det var en gammel trolddom,' hviskede mor, 'fra en tid, da skoven endnu var vild, og stjernerne gik tættere på jorden.' Liv elskede at høre mor synge om brødrene, når skumringen faldt. Det var en blød vuggevise om syv fugle, der fløj rundt om en glasbjergtop og ventede på, at nogen skulle komme og hente dem hjem. Liv kunne sangen udenad, ord for ord, tone for tone.

En aften, da Liv var syv år gammel, sad hun på sin lille skammel ved vinduet og så ud mod skoven. Da så hun dem for første gang. Syv ravne, sorte som natten, kom flyvende hen over granerne. De kredsede tre gange over taget og forsvandt så mod bjergene i nord. Liv holdt vejret. Hun vendte sig om mod mor og far og spurgte stille: 'Var det dem? Var det mine brødre?' Mor og far så længe på hinanden. Så nikkede mor. 'Ja, lille Liv. Og de venter. De har ventet længe nu.' Så besluttede Liv sig. Ikke med store ord, men i stilhed, sådan som modige beslutninger plejer at blive truffet. Hun ville drage af sted og hente dem hjem.

Næste morgen pakkede Liv en lille rygsæk. Hun puttede et lille bundt brød ned, en flaske kildevand, et varmt uldsjal og morfars gamle messingkompas. Til sidst tog hun den lille blanke sten, som mor havde givet hende, da hun blev født. Stenen var rund som en terningside og varm mod håndfladen, som om den huskede solskinnet fra en sommer for længe siden. 'Bær den med dig,' havde mor altid sagt, 'når du har brug for at huske, hvem du er.' Liv kyssede mor og far på kinden, lovede at komme tilbage og gik ud i den duggede morgen. Skoven hviskede hende mod nord.

Liv vandrede i mange dage. Skoven blev dybere og mere stille. Hun sov under graner og drak af klare bække. Hun delte brødet med en ræv, der fulgte hende et stykke, og hun hjalp et gammelt pindsvin over en stenet sti. Hver aften, før hun faldt i søvn, sang hun mors vuggevise for sig selv. Det var, som om sangen varmede hende indefra. Når hun følte sig lille, holdt hun stenen hårdt i hånden, indtil den blev varm igen. En morgen så hun, at granerne hørte op. Foran hende lå en endeløs hvid slette, hvor himlen mødte jorden, og længst ude ved horisonten rejste sig en høj, blank top, der glimtede i morgensolen.