Sindbad Søfarerens første rejse

I kaliffen Harun-er-Rashids tid boede der i Bagdad en meget rig købmand ved navn Sindbad Søfareren. Hans hus var fyldt med silketøj, funklende lamper og store fade med dadler og granatæbler. Ingen vidste, hvor hans rigdom kom fra. En aften, da lygterne lyste blødt over gårdspladsen, kom en fattig mand til porten. Han hed Sindbad Landmanden, og han havde båret tunge byrder gennem de hede gader hele dagen.

Sindbad Søfareren smilede og inviterede Landmanden ind i sit hus. Han bød ham koldt vand, sødt brød og friske figner. Da gæsten havde spist, lænede Søfareren sig frem og sagde med blid stemme: 'Du tror måske, at min rigdom kom let til mig. Hør nu, så skal jeg fortælle dig historien om min første rejse over havet. Det er en lang fortælling om bølger og vinde, om en kæmpefisk og en konge ved verdens ende.'

'Min far var en købmand med stor rigdom,' begyndte Sindbad. 'Da han døde, arvede jeg alt, hvad han ejede. Jeg var ung, og jeg tænkte ikke på morgendagen. Jeg spiste på de fineste kroer i Bagdad, jeg gav mønter til mine venner, og jeg købte alt, der glimtede på basaren. Sådan levede jeg i mange år. Men en dag åbnede jeg mine kister og fandt, at de næsten var tomme. Jeg havde ødslet min fars rigdom bort.'

'Da tog jeg fornuften til fange,' sagde Sindbad. 'Jeg solgte det sidste, jeg havde tilbage, for tre tusind sølvmønter. For en del af pengene købte jeg varer, der kunne sælges videre i fjerne lande, smukke stoffer, smykkesten og krydderier. Resten gemte jeg i en lærpung ved brystet. Så gik jeg ned til havnen i Basra og gik om bord på et stort skib sammen med mange andre købmænd. Sejlene løftede sig i vinden, og jeg sagde farvel til Bagdad.'

'I mange dage og nætter sejlede vi over havet. Vi gik i land ved små øer, solgte krydderier, købte perler, og sejlede videre. Solen brændte, vinden hviskede i sejlene, og jeg lærte at læse stjernerne. En morgen fik vi øje på en ø, der var grønnere end alle de andre. Den så ud som et lille stykke af paradiset, der var flydt ud på havet. Vores skib kastede anker, og vi gik i land for at hvile.'