Soria Moria slot

I en lille stue ved kanten af en mørk skov boede et fattigt par og deres søn. Drengen hed Halvor. Han var sød, men han ville aldrig røre et eneste arbejde. Når mor bad ham hugge brænde, sad han og rodede i asken ved ovnen. Når far bad ham vogte geden, sad han også og rodede i asken ved ovnen. Hans forældre sendte ham ud til smeden, til bonden, til skrædderen, men efter en dag eller to kom han altid hjem igen og krøb tilbage til arnen. Der sad han i varmen og blæste på gløderne, til kinderne blev røde.

En morgen bankede en skipper på døren. Han havde et solbrunt ansigt og saltstænk i skægget. 'Vil du med til søs, dreng?' sagde han. 'Vil du se fremmede lande?' Halvor rejste sig så hurtigt, at asken føg om fødderne. Det ville han. Det ville han mere end noget andet. Han pakkede sin lille bylt og fulgte skipperen ned til stranden. De sejlede i mange dage over et blåt hav. Så kom en stor storm. Bølgerne slog over dækket, vinden hylede i sejlene, og da stormen endelig lagde sig, vidste ingen længere, hvor de var. De var drevet til en fremmed kyst, som ingen kendte.

Vinden lå stille, så skibet gyngede roligt på bølgerne. Halvor bad om lov til at gå i land og se sig om. Skipperen så på hans pjaltede tøj og rystede på hovedet, men Halvor stod fast og fik lov at gå. Han vandrede over store grønne enge, forbi hvedemarker, der lyste gyldne i solen, men han mødte ikke en eneste sjæl. Til sidst kom han ud på en bred og jævn landevej. Halvor fulgte den hele dagen. Da aftenen sænkede sig, så han langt borte et stort slot, og solen glimtede i dets vinduer, som om de var af guld.

I slottets køkken brændte en stor ild, men ingen var at se. Der stod fade af sølv og kar af guld på bordene, men ikke en sjæl rørte sig. Halvor åbnede en dør, og bag den sad en prinsesse ved en rok. Da hun så ham, blev hun helt hvid i ansigtet. 'Vover kristent folk at komme hertil?' hviskede hun. 'Skynd dig væk. Her bor et trold med tre hoveder, og det sluger dig levende.' Men Halvor var sulten efter den lange dag, og han var alt for træt til at være bange. 'Jeg har ikke gjort noget ondt,' sagde han. 'Og jeg er så sulten, at jeg bare må få mad.'