De tre kamelbrødre

Langt borte, hvor sandet bølger som et gyldent hav, boede tre unge kameler. De var brødre, og de hed Karim, Tarek og Hadi. Karim var ældst og havde rolige, kloge øjne. Tarek var den mellemste bror og bar altid sin lille bjælde om halsen, så man kunne høre ham komme langvejs fra. Hadi var yngst, med blød pels og en lidt buttet pukkel, som han var stolt af. Den aften skulle de begive sig ud på en rejse, for det var deres bedstemor Sitti Laylas fødselsdag, og hun boede ved oasen hinsides klitterne.

Hver af brødrene bar en gave med sig. Karim havde en kurv fuld af honningbløde dadler, som han selv havde plukket tidligt om morgenen, da dughimlen endnu var lyserød. Tarek bar en skinnende messinglygte, der klirrede svagt mod hans side, når han gik. Og Hadi, den yngste, bar et lille vævet tæppe i bløde jordfarver. Han havde selv vævet det, langsomt og tålmodigt, og kanterne var lidt ujævne, men det generede ham ikke. Tæppet var varmt, og det var det, der talte.

Solen sank bag klitterne og trak en lang, rolig skygge hen over sandet. Luften, der havde været hed som en bageovn hele dagen, begyndte næsten straks at køle af. Det er ørkenens trolddom: heden bliver hængende i sandet endnu et stykke tid, så poterne får det varmt, mens vinden hen over ryggen allerede begynder at hviske om natten. Karim trak vejret dybt og sagde: 'Nu er det tid at gå. Inden stjernerne bliver mange, når vi frem.' Tarek snøftede glad, pfff, og hans bjælde klingede en kort, lys tone. Hadi nikkede stille og mærkede tæppet mod ryggen, som et blødt håb. Han kiggede en sidste gang på sin mor, der stod ved bjergkanten og blinkede roligt til ham. 'Vær god mod dine brødre,' havde hun sagt om morgenen. Det ville Hadi ikke have det mindste besvær med. Og så begyndte de tre kamelbrødre deres vandring.

Sandet var stadig blødt og varmt under deres brede bløde poter. Brødrene gik stille et stykke tid, for sådan er det i ørkenen i skumringen: alt bliver roligere. Man hører sin egen ånde, og man hører vinden, der trækker en finger langs klitternes rygge. 'Lyt,' hviskede Hadi. 'Det lyder som om sandet synger.' Karim smilede. 'Det gør det. Far plejede at sige, at ørkenen synger, når den drikker køligheden om aftenen.' Tarek trak vejret dybt og mærkede, hvordan den hede dag vendte til en mild, blå nat.