Tommelise

Der var engang en kone, som så gerne ville have et lille barn, men hun vidste ikke, hvor hun skulle få et fra. Til sidst gik hun til en gammel troldkone og sagde: 'Jeg ønsker mig et lille barn af hele mit hjerte. Kan du sige mig, hvor jeg kan finde et?' 'Det er let ordnet,' svarede troldkonen. 'Her har du et bygkorn af en særlig slags, ikke sådan et som hønsene hakker på marken. Plant det i en blomsterpotte, så får du se, hvad der sker.' Konen takkede og gav hende tolv sølvmønter. Så gik hun hjem og plantede kornet.

Straks skød en stor og smuk blomst op af potten, og den lignede en tulipan, men dens kronblade var tæt lukkede, som om den endnu var en knop. 'Hvor en smuk blomst,' sagde konen og kyssede de røde og guldfarvede blade. I samme øjeblik åbnede blomsten sig med et blødt suk. Og inde i blomsten, på de grønne fløjlsstøvdragere, sad en bitte lille pige. Hun var ikke engang halvt så lang som en tommelfinger, så de kaldte hende Tommelise. En poleret valnøddeskal blev hendes vugge. Hendes seng blev redt af blå violblade, med et rosenblad som tæppe. Tommelise kunne synge så blødt og smukt, at ingen nogensinde havde hørt mage.

En nat, mens Tommelise lå i sin søde lille seng, krøb en stor, grim, våd skrubtudse ind gennem en knust rude i vinduet. Hun sprang lige op på bordet, hvor Tommelise sov under sit rosenbladstæppe. 'Sikke en sød lille kone hun ville blive for min søn,' sagde skrubtudsen, løftede valnøddeskallen med Tommelise i og sprang ud af vinduet ind i haven. I havens sumpede bred ved en bred bæk boede skrubtudsen sammen med sin søn. Han var endnu grimmere end sin mor, og da han fik øje på den smukke lille pige i den fine seng, kunne han kun sige: 'Kvæk, kvæk, kvæk.'

'Tal ikke så højt, ellers vågner hun,' sagde skrubtudsen. 'Hun er så let som svanedun. Vi sætter hende på et af åkandebladene ude i bækken. Det bliver som en lille ø for hende, så lille og let som hun er, så kan hun ikke flygte. Og mens hun er derude, gør vi brudekammeret klar under dyndet.' Langt ude i bækken voksede åkander med brede grønne blade. Det allerstørste blad flød et godt stykke længere ude end de andre, og derud svømmede den gamle skrubtudse med valnøddeskallen, hvor lille Tommelise stadig sov. Tidligt om morgenen vågnede hun og gav sig til at græde bittert, for hun så kun vand til alle sider og kunne ikke komme i land.