Den grimme ælling

Det var sådan en dejlig sommer på landet. Kornet stod gyldent på markerne, havren var grøn, og høet lå i høje stakke på engene. Storken gik omkring på sine lange røde ben og talte egyptisk, for det sprog havde han lært af sin mor. Rundt om markerne og engene voksede store skove, og inde i skovene lå dybe søer. Det var virkelig dejligt at gå omkring på landet. På en solrig skråning lå en gammel bondegård ved en dyb å, og fra huset ned til vandet voksede store skræppeblade, så høje at et lille barn kunne stå rankt under dem. Der, i den vildeste krog, sad en andemor på sin rede og ventede på, at hendes ællinger skulle krybe ud.

Det varede længe. Det ene æg efter det andet knækkede til sidst, og små gule hoveder tittede ud. 'Pip, pip,' sagde de. 'Rap, rap,' svarede andemoren, og så kiggede de ud over verden, der var meget større nu end den havde været inde i skallen. Men ét stort æg lå tilbage. Det ville simpelthen ikke knække. En gammel and kom på besøg og så på det. 'Det dér er et kalkunæg,' sagde hun bestemt. 'Lad det ligge og lær de andre at svømme.' Men andemoren rystede på hovedet. 'Jeg har siddet så længe nu, så et par dage mere gør ingen forskel,' sagde hun, og hun satte sig godt til rette over det store æg igen.

Til sidst knækkede det store æg. En unge krøb ud. 'Pip, pip,' sagde han. Han var stor og grå, helt anderledes end de andre små gule. Andemoren så længe på ham. 'Han ligner ikke en kalkun,' tænkte hun. 'Vi får se, hvad han kan, når vi går til vandet.' Og næste dag, da solen skinnede over de grønne skræppeblade, førte hun hele ungeflokken ned til åen. Plask i vandet sprang andemoren. 'Rap, rap,' råbte hun, og én efter én sprang alle ællingerne i. Vandet lukkede sig over deres hoveder, men de kom op igen med det samme og svømmede så pænt, med små fødder, der paddede under vandet. Og se! Den grimme store grå ælling svømmede lige så godt som de andre.