Urashima Taro, fiskerdrengen

For længe, længe siden, i en lille fiskerby der hed Mizu-no-ye ved Japans kyst, levede en ung fisker der hed Urashima Taro. Hans far havde været fisker før ham, og Urashima havde arvet hele sin fars dygtighed og næsten dobbelt så meget til. Ingen i hele egnen kunne fange så mange bonito og tai på en enkelt dag, som han fangede. Men det var ikke for sin dygtighed, han var mest kendt. Det var for sit venlige hjerte. Aldrig i hele sit liv havde han skadet noget levende, hverken stort eller småt, og da han var lille, havde de andre børn ofte leet ad ham, fordi han aldrig ville være med til at plage dyr.

En blød sommeraften var Urashima på vej hjem efter en lang dag på havet. Da fik han øje på en flok børn nede på stranden. De skreg og puffede til hinanden og så meget oprørte ud. Da han kom nærmere, så han hvorfor: de plagede en skildpadde. En dreng trak i den den ene vej, en anden trak i den den anden, en tredje slog dens skjold med en kæp, og en fjerde hamrede på det med en sten. Urashima fik ondt i hjertet. 'Hør nu, drenge,' sagde han roligt, 'I behandler den stakkels skildpadde så slemt, at den snart vil dø.' Men børnene var ligeglade. 'Den er vores,' sagde den ældste. 'Vi fangede den selv.'

Urashima tænkte et øjeblik. Så smilte han til drengene og tog nogle kobbermønter frem fra sit bælte. 'I er sikkert søde drenge,' sagde han. 'Vil I ikke sælge skildpadden til mig? Med disse penge kan I købe jer alt muligt sjovt, meget sjovere end en gammel skildpadde.' Drengene så på mønterne, og deres ansigter blev blødere. De var ikke onde, bare drilske, og Urashimas venlige stemme vandt dem helt over. 'Ja, Ojisan,' sagde lederen og rakte skildpadden frem. Urashima gav dem mønterne og tog forsigtigt dyret i sin favn. Drengene løb afsted med et glad råb, og stranden blev stille igen, så stille at han kunne høre bølgerne hviske.

Sagte strøg Urashima skildpaddens skjold og talte beroligende til den. 'Stakkels lille ven,' sagde han. 'Man siger at tranen lever i tusind år, men skildpadden i ti tusind. Du har det længste liv af alle skabninger, og drengene var nær ved at tage det fra dig. Nu sætter jeg dig tilbage der hvor du hører til. Pas på dig selv, næste gang kommer der måske ingen forbi.' Han bar skildpadden ud på de blanke sten i strandkanten og lod den glide ned i vandet. Den vendte sig en sidste gang og så på ham med kloge, venlige øjne. Så forsvandt den lydløst ned i det blå dyb. Urashima vendte hjemad gennem aftenen, træt og glad, uden at ane hvad skildpadden ville give ham igen.