Den hvide slange

For længe siden levede der en konge, som var berømt i hele landet for sin visdom. Intet var skjult for ham, og det var, som om luften selv hviskede hemmeligheder i hans øre. Men kongen havde en sær vane. Hver aften, når måltidet var endt og bordet ryddet, bar en betroet tjener en sidste, tildækket skål ind. Ingen vidste, hvad der lå under låget, for kongen smagte aldrig på retten, før han var helt alene i salen.

En aften blev tjeneren så nysgerrig, at han ikke længere kunne styre sig. Han bar skålen ind på sit eget kammer, låste døren omhyggeligt og løftede forsigtigt låget. Der lå en lang, hvid slange, blank som måneskin på vand. Han kunne ikke modstå fristelsen, men skar et lille stykke af og stak det i munden. I samme stund hørte han pip og kvidren uden for vinduet, og da han lyttede, forstod han hvert ord. Det var spurvene, der fortalte hinanden om alt, hvad de havde set i skov og eng. Den hvide slanges kød havde givet ham dyrenes sprog.

Men netop den dag mistede dronningen sin smukkeste ring, og mistanken faldt på den unge tjener, som jo fik lov at gå overalt på slottet. Kongen lod ham hente med strenge øjne. 'Hvis du ikke inden i morgen kan udpege tyven, skal du selv anses for skyldig og henrettes.' Tjeneren forsikrede gang på gang, at han var uskyldig, men kongen ville ikke høre. Med tunge skridt forlod den unge mand salen og vidste ikke, hvor han skulle gå hen.

I sin uro gik han ud i borggården for at tænke. Ved en lille bæk sad nogle ænder og pudsede sig stille. De talte lavmælt sammen, og tjeneren standsede og lyttede. De fortalte om alle de gode steder, hvor de havde ledt efter mad den morgen. Så sukkede en af dem: 'Noget ligger så tungt i min mave. Jeg spiste så hurtigt i morges, at jeg slugte en ring, der lå under dronningens vindue.' Tjeneren greb hende straks blidt om halsen og bar hende til kokken. 'Her er en dejlig and. Slagt hende, vær så venlig.' Og da kokken skar hende op, glimtede dronningens ring inden i.